Et Benspænd Her, Og Et Benspænd Dér

Herligheden ved et benspænd

  • Ikke kategoriseret

Al den snak om benspænd! Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker benspænd. Jeg er vild med at tage et eller andet som i udgangspunktet ser ud til at være færdigt, rigtigt eller i det mindste på rette vej – og så spænde ben. Yep, det er typisk træls når det sker, men der kan komme så mange ting ud af at vi bliver tvunget til at tænke i nye begrænsninger.

Hans Henrik Knoop skriver i bogen om ‘Positiv Psykologi’ (en del af serien Tænkepauser fra Aarhus Universitetsforlag) at selv om vi bliver kloge af skade, og selv om vi lærer en masse af problemer og kriser, … ja så fungerer vi nu en gang bedst uden at have problemer og uden at være i krise. Det er godt sagt! Og det er helt uden at jeg tvivler (vel?) også rigtigt når vi taler om livet i sin helhed og almindelighed. I forhold til de benspænd vi ofte får noget ud af i kreative eller innovative processer, er jeg bare ikke enig.

‘If it ain’t broke, don’t fix it’, siges det. Men jo! Der er lige præcis dér en grund til at tænke – i ro og uden at være stresset eller forstyrret af en krise – over hvad der kan gøres bedre. Dér er et benspænd velkomment, en opfordring eller udfordring til at tænke lidt videre og gerne i nye retninger. Når vi mødes, skal vi lytte med både ører og øjne, og så skal vi spænde ben for vores egne fordomme, forforståelse og forudsætninger for hvad der bliver sagt til os.

Let’s dance.