Pauser Til - Blandt Andet - Kaffe Og Samtale Er Dér Magien Opstår.

Keynote eller kaffe?

Så enkelt er det ikke, indrømmet og bevares, men vi spørger ikke desto mindre om hvor udbyttet oftest ligger: I at finde den gode keynote speaker eller at give tid og rum til kaffen. Og helt ærligt – svaret i vores optik er: kaffen. Pausen i hvert fald. Og i de samtialer mellem deltagerne som vi kan bidrage til hvis ikke ligefrem facilitere.

Der bor så meget viden og så mange idéer i os alle, at det er i møderne mellem deltagerne til mødet, seminaret, konferencen at guldet ligger. Dér hvor vi mødes uden at være eller se helt ens på verden, dér er der chance for at vi kan lære noget. Vi skal blot af og til hjælpes til at se det, turde læne os frem og snakke om det.

Keynote speakers kan være gode, ingen tvivl om det, de kan levere perspektivrige og horisontudvidende indlæg som sætter en hel sal i svingninger og hjælper deltagerne til at tænke i nye baner. Men de kan også være spild af tid … være en højt profileret (og ofte betalt) person der taler over eller uden om sit publikum så deltagerne i stedet tænker på … jo, den er god nok: På kaffen.